23948sdkhjf

Boconcept siger farvel til direktør - og leder efter hans afløser

Økonomidirektør Hans Barslund forlader Boconcept efter 14 år, skriver Herning Folkeblad.

Ifølge en pressemeddelelse, som avisen refererer til, fratræder han sin stilling i løbet af foråret 2017

Det sker efter at Hans Barslund har medvirket til at gennemføre den nyeste strategiplan, som Boconcept kalder for Horizon 16/17 og efter salget af virksomheden til kapitalfonden 3I i 2016.

- Efter 14 gode og meget spændende år i BoConcept har jeg vurderet, at det er tid at søge nye udfordringer i et andet regi. Det har været en fantastisk rejse at være med på, og jeg har nydt det gode og tætte samarbejde med alle de dygtige kollegaer, jeg har mødt i Bo-Concept gennem årene. Med 3i's køb af BoConcept står selskabet imidlertid over for en ny epoke, som også kræver nye kræfter. I det lys har jeg taget min personlige situation op til vurdering og er sammen med bestyrelsen blevet enig om, at timingen nu er den rette til et skifte. Jeg vil gerne takke alle -og ikke mindst mine ledelseskollegaer - for tiden i BoConcept. Virksomhedens potentiale er enormt, og jeg ønsker jer alle god vind fremover i forhold til at realisere det, siger Hars Barslund ifølge Herning Folkeblad.

Torben Paulin, øverste direktør, betegner Hans Barslunds bidrag som væsentligt for, at Boconcept befinder sig, hvor virksomheden er i dag.

I efteråret 2016 kunne Boconcept præsentere et trecifret millionoverskud før skat som afløser for forrige års underskud.

Boconcept leder efter en ny økonomidirektør, og Hans Barslund bliver på posten, indtil afløseren er fundet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094